Nyuddannet, ny hjemmeside og nyt job!

Den 29. maj fik jeg mit diplom i hånden, og efter ganske få sekunders stolthed og lykke meldte panikangsten sig. Nu var der ikke længere nogen struktureret hverdag, ingen til at piske mig gennem lange dansetræninger, ingen til at komme med inspirerende sangtips og ingen at diskutere Stanislavskijs teknikker med. Som nyuddannet i verdens cirka mindst sikre branche, kan man godt blive en lille bitte smule skrækslagen over, hvad der venter ud i den virkelige verden – men heldigvis ventede der mig noget rigtig dejligt! Starlight Express på Nordfyns Friluftsspil var det, der nu skulle fylde mit hoved dag og nat, og hvilken fornøjelse det dog var! Det var en kæmpe udfordring, for første gang, at skulle have det store overblik, og det var virkelig interessant at finde ud af, hvad der skal til, for at få sådan en forestilling til at flyde. Takket være forestillingens instruktør Tue Fabricius og hans evne til at få alt til at virke overskueligt, fik vi faktisk stablet en skidegod forestilling på benene, og det var en fornøjelse at være en del af. Hele processen var dybt lærerig, og den dulmede “smerten” ved ikke længere at gå på en dejlig og tryg skole med en hverdag af velkendte ansigter og smittende grin. Og endelig fik vi lavet min hjemmeside færdig – den har kun været undervejs et år… Så nu føles det efterhånden officielt. Jeg har et diplom, jeg er blevet medlem af Skuespillerforbundet, jeg har min egen hjemmeside, og jeg har haft min første koreografjob. Jeg glæder mig til at se, hvad livet ellers har tænkt sig at bringe mig!!

Posted in Ikke kategoriseret.